Jackons principper for bæredygtig forretningspraksis er baseret på FN- og ILO-konventioner, som omhandler menneske- og arbejdstagerrettigheder.

De angiver minimumsstandarder, ikke maksimumstandarder. Lovgivningen på produktionsstedet skal overholdes. Der, hvor nationale love og forskrifter dækker samme tema som disse retningslinjer, skal den højeste standard være gældende.

1. Miljø 

1.1. Negativ miljøpåvirkning skal reduceres overalt i værdikæden. I overensstemmelse med forsigtighedsprincippet skal der gennemføres tiltag for løbende at minimere udslip af klimagasser og lokal forurening, brug af skadelige kemikalier og for at sikre bæredygtigt ressourceforbrug og forvaltning af vand, hav, skov og land samt bevarelse af biodiversitet.

1.2. Nationale og internationale miljølovgivninger og -forskrifter skal overholdes, og relevante tilladelser til udslip skal indhentes.

2. Sundhed, miljø og sikkerhed (ILO-konvention nr. 155 og anbefaling nr. 164)

2.1. Der skal arbejdes for at sikre medarbejdere et trygt og sundt arbejdsmiljø. Farlige kemikalier og andre stoffer skal håndteres forsvarligt. Der skal iværksættes nødvendige tiltag for at forhindre og minimere ulykker og helbredsskader, der skyldes eller hænger sammen med forhold på arbejdspladsen.

2.2. Medarbejdere skal have jævnlig og dokumenteret oplæring i sundhed og sikkerhed.

2.3. Medarbejdere skal have adgang til rene sanitære faciliteter og rent drikkevand. Hvis det er relevant, skal arbejdsgiveren også sørge for adgang til faciliteter for tryg opbevaring af mad.

2.4. Hvis arbejdsgiveren tilbyder logi, skal dette være rent, sikkert, med tilstrækkelig ventilation og med adgang til rene sanitære faciliteter og rent drikkevand.

3. Faglig organisering og kollektive forhandlinger (ILO-konvention nr. 87, 98, 135 og 154)

3.1. Medarbejdere har uden undtagelse ret til at blive medlem af eller etablere fagforeninger efter eget ønske og til at forhandle kollektivt. Arbejdsgiveren må ikke blande sig i, hindre eller modarbejde faglig organisering eller kollektive forhandlinger.

3.2. Fagforeningsrepræsentanter må ikke diskrimineres eller hindres i at udføre sit fagforeningsarbejde.

3.3. Såfremt retten til fri organisering og/eller kollektive forhandlinger er begrænset ved lov, skal arbejdsgiveren tilvejebringe og ikke hindre alternative mekanismer for fri og uafhængig organisering og forhandling.

4. Tvangsarbejde/slavearbejde (ILO-konvention nr. 29 og 105)

4.1. Der må ikke forekomme nogen form for tvangsarbejde, slavearbejde eller ufrivilligt arbejde.

4.2. Medarbejdere skal ikke aflevere depositum eller identitetspapirer til arbejdsgiver og skal frit kunne afslutte arbejdsforholdet med rimelig opsigelsestid.

5. Børnearbejde (FN's konvention om børns rettigheder, ILO-konvention nr. 138, 182 og 79, ILO-anbefaling nr. 146) 

5.1. Mindstealder for medarbejdere må ikke være mindre end 15 år og i overensstemmelse med den nationale mindstealder for ansættelse, eller mindstealder for obligatorisk skolegang, med den højeste alder som gældende. Såfremt den lokale mindstealder er sat til 14 år i overensstemmelse med undtagelsen i ILO-konvention 138, kan dette accepteres.

5.2. Nyrekruttering af børnearbejdere i strid med ovennævnte mindstealder må ikke finde sted.

5.3. Børn under 18 år må ikke udføre arbejde, som er til skade for deres helbred, sikkerhed eller moral, herunder nattearbejde.

5.4. Det skal udarbejdes handlingsplaner for snarlig udfasning af børnearbejde, som er i strid med ILO-konvention 138 og 182. Handlingsplanerne skal dokumenteres og kommunikeres til alt relevant personale og andre interessenter. Der skal tilrettelægges støtteordninger, hvor børn får mulighed for uddannelse, indtil barnet ikke længere er i den skolepligtige alder.

6. Diskrimination (ILO-konvention nr. 100 og 111 og FN's Kvindekonvention)

6.1. Der må ikke forekomme diskrimination med hensyn til ansættelse, aflønning, oplæring, forfremmelse, opsigelse eller pensionering baseret på etnisk tilhørsforhold, social arv, religion, alder, handicap, køn, civil status, seksuel orientering, fagforeningsarbejde eller politisk anskuelse.

6.2. Der skal etableres beskyttelse mod seksuelt påtrængende, truende, fornærmende eller udnyttende adfærd og mod diskrimination eller opsigelse på usagligt grundlag, fx ægteskab, graviditet, forældrestand eller status som HIV-smittet.

7. Brutal behandling (Menneskerettighedserklæringen/UDHR)

7.1. Fysisk mishandling eller afstraffelse, eller trussel om fysisk mishandling, er forbudt. Det samme gælder seksuelt eller andet misbrug og andre former for ydmygelse.

8. Arbejdstid (ILO-konvention nr. 1 og 14)

8.1. Arbejdstiden skal være i overensstemmelse med nationale love eller branchestandarder og må ikke overstige arbejdstid i henhold til gældende internationale konventioner. Den normale arbejdstid pr. uge må normalt ikke overstige 48 timer.

8.2. Medarbejdere skal have mindst én fridag for hver 7 dage.

8.3. Overtid skal være begrænset og frivillig. Den anbefalede maksimale overtid er 12 timer om ugen, dvs. en samlet arbejdstid på 60 timer om ugen. Undtagelser herfra kan accepteres, hvis det er omfattet af en kollektivaftale eller national lov.

8.4. Medarbejdere skal altid have overtidstillæg ved arbejdstid ud over normal arbejdstid, mindst i overensstemmelse med gældende love.

9. Løn (ILO-konvention nr. 131)

9.1. Løn til medarbejdere for en normal arbejdsuge skal mindst være i overensstemmelse med nationale mindstelønsbestemmelser eller branchestandarder, idet den højeste gælder. Løn skal altid være tilstrækkelig til at dække grundlæggende behov, herunder noget opsparing.

9.2. Lønforhold og udbetaling af løn skal være indeholdt i en skriftlig aftale, før arbejdet påbegyndes. Aftalen skal være forståelig for medarbejderen.

9.3. Fratræk i løn som disciplinær reaktion tillades ikke.

10. Regulære ansættelser

10.1. Forpligtelser over for arbejdere må i overensstemmelse med internationale konventioner, nationale love og regler om regulære ansættelser ikke omgås gennem brug af korttidsengagementer (såsom brug af kontraktarbejdere, løsarbejdere og dagarbejdere), underentreprenører eller andre arbejdsrelationer.

10.2. Alle medarbejdere har krav på en arbejdskontrakt på et sprog, de forstår.

10.3. Lærlingeprogrammer skal være klart definerede med hensyn til varighed og indhold.

11. Marginaliserede befolkningsgrupper

11.1. Produktion og brug af naturressourcer må ikke bidrage til ødelæggelse af ressource- og indtægtsgrundlaget for urfolk eller andre marginaliserede befolkningsgrupper, fx ved at beslaglægge store landarealer, uforsvarlig brug af vand eller andre naturressourcer, som befolkningsgrupperne er afhængige af.

12. Korruption

12.1. Alle former for bestikkelse er uacceptabelt såsom brug af alternative kanaler for at sikre illegitime private eller arbejdsrelaterede fordele for kunder, agenter, entreprenører, leverandører eller deres medarbejdere samt offentlige tjenestemænd/-kvinder.

13. Ledelsessystem

13.1. Ledelsessystemet er centralt for implementeringen af principperne for bæredygtig forretningspraksis.  Jackon AS understreger vigtigheden af, at vores leverandører og samarbejdspartnere har systemer, som understøtter implementeringen heraf.